CataCap investerer i vækstkometen TP Aerospace

21. March - 2017

Kapitalfonden CataCap har købt sig ind i TP Aerospace, der vedligeholder, leaser og sælger hjul og bremser til flyselskaber i hele verden. Virksomheden har haft en gennemsnitlig årlig vækst på 30 procent siden 2010 og landede en rekordomsætning på 428 mio. kr. i 2016. CataCap skal medvirke til at geare TP Aerospace til yderligere vækst. Virksomhedens to stiftere og ejere Peter Lyager og Thomas Ibsø fortsætter i ledelsen og vil fortsat eje en betydelig andel af virksomheden. Den globale investor Adveq, som er investor i CataCap’s Fond I, bliver ligeledes medejer af TP Aerospace.

Den danske virksomhed TP Aerospace er specialiseret i salg og service af hjul og bremser til flyselskaber i hele verden. Virksomheden, der blev stiftet i 2008, har i dag 174 ansatte fordelt på kontorer og servicecentre i Hvidovre, Dubai, Las Vegas, Orlando, Singapore, Melbourne og Hamborg. I 2016 opnåede selskabet en rekordomsætning på 428 mio. kr. og et driftsresultat på 74 mio. kr.

”Vi har fulgt TP Aerospace tæt de seneste par år og set, hvordan de på få år har skabt en global markedslederposition inden for levering og service af hjul og bremser til især mindre flyselskaber. TP Aerospace har en unik forretningsmodel, som har ramt plet hos kunderne, og vi ser frem til at forløse virksomhedens store udviklingspotentiale sammen med ledelsen og medarbejderne,” siger Vilhelm Hahn-Petersen, partner i CataCap, og fortsætter:

”Vi har stor tillid til de to stiftere, der begge har en lang fortid i flybranchen. Ansvaret for den daglige ledelse vil fortsat ligge hos dem og vi ser frem til at udvikle videre på deres imponerende resultater.”

Det er den syvende investering for den fire år gamle kapitalfond CataCap, der fokuserer på at katalysere niveauskift i mindre og mellemstore danske virksomheder med højt vækst- og udviklingspotentiale.

Udsigt til fortsat vækst
Industrianalyser viser, at den globale flyflåde kommer til at vokse med 3-4 procent om året frem mod 2026 samt at flyselskaber hvert år bruger over 2 mia. dollars på at udskifte og vedligeholde hjul og bremser på deres fly. Dermed er markedsudsigterne for TP Aerospace positive.

”Vi har haft fuld fart på væksten, siden vi gik i luften i 2008. Indtil nu har vi primært haft fokus på mindre flyselskaber, men vi er bestemt ligeså relevante for de større flyselskaber. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu har en partner, som ikke kun kan understøtte videreudviklingen af forretningen finansielt, men som også deler vores vision,” fortæller Peter Lyager, stifter af TP Aerospace, og tilføjer:

”Vi har en klar ambition om at sætte vores præg på fremtidens luftfartsindustri, og vi er sikre på, at CataCap er den helt rigtige partner at fortsætte den globale vækst sammen med, så vi kan levere hjul og bremser til endnu flere flyselskaber i fremtiden – når som helst og hvor som helst.”

Peter Lyager fortsætter som CEO i TP Aerospace, mens Thomas Ibsø fortsætter som Group Director / President. De vil fortsat eje en betydelig andel af TP Aerospace.

CataCap har været bistået af Accura, PwC og Oliver Wyman som henholdsvis juridisk, finansiel og kommerciel rådgiver.

Virksomhedens to stiftere og ejere Peter Lyager og Thomas Ibsø har været været bistået af FIH Partners, Plesner, Deloitte og Qvartz som henholdsvis corporate finance, juridisk, finansiel VDD og kommerciel rådgiver.

For yderligere information kontakt venligst:

 

CATACAP

Vilhelm Hahn-Petersen, Partner
+45 26 32 64 20
vhp@catacap.dk

 

TP Aerospace

Peter Lyager, CEO
+45 20 66 31 04
pel@tpaerospace.com